Blister

Blister - også kaldet after - er smertefulde sår, der opstår i munden.

Blisterne kan være små runde sår med en diameter på 5-10 mm, men de kan også være større eller mindre. De er ofte meget smertefulde og kan være meget generende ved spisning, tale og tandbørstning. Et udbrud af en eller flere blister varer normalt 7-14 dage.

 

Man kender ikke den præcise årsag til blister, men nogen har større tendens til at få dem end andre. Det menes dog, at årsagen hos nogen skyldes en virusinfektion, mens det hos andre er en overfølsomhedsreaktion overfor visse madvarer, som ex. oste, tomater, nødder, chokolade og citrusfrugter. Blister ses ofte i forbindelse med stress, hormonelle forandringer og nedsat immunforsvar i forbindelse med anden sygdom. Ligeledes kan glutenallergi eller mangel på B-vitamin eller jern være årsag.

Der findes ingen behandling, som kan helbrede blister, men enkelte råd kan ofte hjælpe. Det er vigtigt at holde mund og tænder godt rene. Skyl evt. munden med 0,1% klorhexidin, som kan fremme ophelingen. Bakteriekulturer i visse surmælksprodukter, har en gavnlig effekt på vores bakteriesammensætning i munden og dermed også på sygdom i munden. Det gælder f.eks.. A-38 og Cultura, som indeholder acidophilosbakterier. Der findes håndkøbsmidler,  som lægger en beskyttende hinde over blisterne og dermed lindrer symptomerne.